min oase

. . . har været der hele tiden - men gemt alt for langt væk

Først da jeg fik diagnosen, neurodivergent (anderledes hjerne), for et nogle år siden, begyndte jeg at forstå, hvorfor der havde været så mange op- og nedture i mit liv. Hvorfor det ofte havde været svært at være mig. Det gjorde ondt. Men det gjorde også, at jeg begyndte at føle en helt anden omsorg og respekt for mig selv, som blev starten på en ny fase i mit liv. Nærmest et nyt eventyr.

Jeg tog et valg om at leve og arbejde, så det passer til min hjerne og ikke til omverdenens forventninger og forestillinger. Jeg huskede på, hvad jeg havde værdsat i min barndom og begyndte at fokusere mere på dette.

Som barn elskede jeg: botanisk have i Kolding, biblioteket i Vejle, Trapholt Kunstmuseum (især deres butik), den internationale sektion i Jyllands-Posten, samvær med min familie og venner, sy tøj, dekorere og pynte, læse og lave mad.

Som ung var mit ophold i Australien en gamechanger. Den røde jord og de smukke eukalyptustræer, de levende regnskove, det farverige koralrev, mad og råvarer fra så mange kulturer samt menneskenes rolige attitude, ‘hvad vi ikke når i dag, når vi imorgen’ - det hele satte sig fast.

Og efter rigtig mange år er det nu kommet op til overfladen igen. Blandet med min tid i Italien og modeverdenen i Danmark. Min kreativitet fylder meget mere i dag, jeg er optaget af at være i frodig natur, jeg har givet farverne lov at komme til, jeg sluger bøger og dokumentarer, og jeg har fået en helt anden forståelse og kærlighed for mennesker.

På den måde kom min oase tilbage - jeg fandt den. Og jeg er stolt af den og føler en kæmpe ro ved den.

De dage, hvor alt er svært, er det mit frirum. Enten drømmer jeg mig ud i regnskoven eller til min frodige dal i Italien og trækker vejret dybt - eller også sætter jeg med farver eller tråd og illustrerer planter.

Det virker ikke altid. Men næsten.

Hvis du har spørgsmål om at være neurodivergent i et professionelt henseende, er du velkommen til at kontakte mig.